Da billetsalget til Ølfestival 2026 åbnede, var det med muligheden for de hurtige at sikre sig ekstra poletter til smagsprøver på festivalen. De billetter forsvandt hurtigt. Early Bird-salget blev dermed en succes, og vi kan glæde os over en stigende interesse for Danmarks største ølbegivenhed.
Men selvom Early Bird-billetterne er væk, er der stadig fordele at hente for Danske Ølentusiasters medlemmer. Som medlem får man fortsat 75 kroners rabat på billetterne til Ølfestival 2026, som finder sted den 29. og 30. maj.
Festivalen følger den velkendte struktur med fire sessioner – to om fredagen og to om lørdagen – men det er også muligt at købe en heldagsbillet, hvis man ønsker at få det hele med. Og de billetter har i år vist sig at være mere populære end nogensinde før.
”Vi kan se, at mange har valgt at købe billet til hele dagen. “Det tyder på, at gæsterne vil have mere tid til at gå på opdagelse blandt de over 80 udstillere, vi forventer har stande i 2026,” fortæller festivalchef, Rie Sørensen.
Opgradering af haven
Og for alle festivalgæster er der gode nyheder. Haven bliver opgraderet markant og bliver i 2026 hele festivalens foodcourt. Her samles foodtrucks og de store grill, der står klar til at servicere de sultne gæster med alt fra streetfood til klassiske grillpølser med brød. Der opstilles desuden et stort telt med siddepladser, så man kan tage en pause og nyde maden i rolige omgivelser.
Heldagsgæsterne får samtidig mulighed for at blive i haven i pausen mellem sessionerne. I den periode holder ølstandene lukket, men foodtrucks forbliver åbne, og Danske Ølentusiaster opstiller en lille bod med salg af drikkevarer.
”Vi vil gerne give vores gæster en bedre festivaloplevelse og skabe et hyggeligt frirum mellem sessionerne. Med den nye foodcourt får vi samlet maden ét sted og skabt et område, hvor man kan slappe af og lade op til næste runde,” lyder det fra festivalchefen.
