“Det er kun lidt over en halvt år siden, at vi sidst var i Lokomotivværkstedet til ølfestival. Og nu er det allerede tid igen. Dejligt. Ligesom sidste år er festivalen med sessioner. I år er hver session på 5½ timer. Jeg kommer endnu en gang med nogle anbefalinger til, hvilke øl jeg synes, man skal smage på festivalen. Det var dejligt at høre fra bryggerierne sidste år, at flere kom forbi for at smage mine anbefalinger.
Jeg skal igen stå på Det Lille Bryggeris stand, så selvom der som sædvanlig er mange nyheder med, så er de ikke med på min liste. Kom forbi Det Lille Bryggeri på stand C-20 og smag noget af Renés gode øl og få en snak om øl. Jeg står på Det Lille Bryggeris stand til den sene session fredag og til den tidlige session om lørdagen.
Jeg vil også nævne Håndbryggernes (stand C-21) og Herodes (stand D-19) stande. Man ved ikke, hvad der er på hanerne til hver session, men det er i begge tilfælde nogle dygtige ildsjæle, der brygger noget øl, hvor man kan få nogle smagsoplevelser ud over det sædvanlige.
Min liste over 10 øl skal altid kun tages som udgangspunkt. Når man går rundt på festivalen, så skal man selvfølgelig lade sig inspirere af hvad man kommer forbi. Og måske hører man andre tale om en bestemt øl.
At vælge 10 øl ud af de mange hundrede øl er svært. Så husk at lade dig inspirere når du går rundt på festivalen. Det er til en ølfestival som denne, hvor man også skal prøve noget af det, som man ikke har smagt før. Det kunne jo være, at du lige pludselig fandt en IPA, sour, pilsner, stout eller noget helt femte, som giver dig en oplevelse ud over det sædvanlige. Rigtig god ølfestival.”
Mange ølhilsner
Claus Jacob Wordenskjold
Modtager af Danske Ølentusiasters Regionale Ølpris 2018